Menneskesyn

Dekonstruktion af mennesket.


Det er indlysende, at den videnskabelige udvikling fra renæssancen til vores tid har haft en helt afgørende betydning for vores vestlige kultur og i moderne tid for hele verden. Resultaterne af den videnskabelige forskning ændrer vores måde at leve på, og den ændrer også vores opfattelse af verden, af os selv og af, hvordan vores fremtid skal se ud.

I den sammenhæng tales der ofte om, at der er 5 videnskabelige begivenheder, der har en særlig betydning på den måde, at de har medført afgørende paradigmeskift med hensyn til vores opfattelse af, hvem vi er som mennesker, og der er således ikke bare tale om almindelige videnskabelige fremskridt, men om at vi på alle 5 områder i særlig grad bliver udfordret på vores identitetsfølelse.


De drejer sig om følgende 5 områder:


     1.     Kopernikus’ opdagelse i 1500-tallet af, at jorden er en del af et planetsystem, der kredser om solen.

     2.     Charles Darwins evolutionsteori i 1800-tallet.

     3.     Sigmund Freuds opdagelse af det underbevidste også i 1800-tallet.

     4.     Kortlægningen af menneskets DNA, startende med James Watsons og Francis Cricks afdækning af arvemassen i 1900-tallet.

     5.     Den nye hjerneforskning i vores århundrede, der igen fører til neurocentrismen, der opfatter den fysiske hjerne som essensen af mennesket.



Kopernikus og verdensbillederne


På Kopernikus’ (1473 - 1543) tid havde man stadig et geocentrisk verdensbillede, hvor man opfattede jorden som verdens centrum, der hang som en ubevægelig kugle. Solen, planeterne og stjernerne sad fastgjort på gennemsigtige krystalkugler, der roterede om jorden.

Kopernikus forkastede hele denne opfattelse og hævdede, at himmellegemernes bevægelse omkring jorden var en illusion, som skyldtes, at jorden roterer om sin egen akse. Sammen med de andre planeter kredser jorden i virkeligheden om solen. Dette verdensbillede, hvor solen er i centrum, kaldes det heliocentriske, og det passede meget bedre med samtidens astronomiske iagttagelser.


Selve Kopernikus’ arbejdsmåde var ikke så forskellig fra forgængernes. Han brugte samme observationsmetoder, samme instrumenttyper og samme geometriske modeller for planeternes bevægelser. Men de talværdier, han vurderede sine modeller ud fra, byggede på selvstændige observationer, og han sammenlignede dem med tilsvarende værdier fra oldtidens modeller og sikrede sig, at hans modeller passede ind i begge systemer.

Det fortælles ofte, at Kopernikus ikke kunne udgive sine resultater af frygt for kirken. Men i virkeligheden var hans forhold til kirkens folk godt, og han dedikerede sin bog, “Om Himmellegemernes Kredsløb”, til paven og så ikke selv sin opdagelse som noget, der var i modsætning til religion. Først senere på Galileis tid blev hans synspunkter anset for kætterske.


Kopernikus’ indsats havde ikke kun videnskabelig betydning. Med til det oprindelige geocentriske verdensbillede hører nemlig, at mennesket er i centrum som Guds ypperste skabning i den verden, Gud har skabt til mennesket. Den nye verdensbillede “degraderer” jordkloden til bare at være en blandt mange planeter, og mennesket befandt sig pludselig ikke længere i centrum, men derimod i periferien. Det var netop dette forhold, der senere fik kirken til at misbillige hans bog.


Også på en anden måde fik Kopernikus’ iagttagelser betydning. Det geocentriske verdensbillede kan nemlig direkte erfares, når vi f. eks. følger solens gang hen over himmelbuen. Vi får her en oplevelse af os selv som et stillestående udgangspunkt for det, vi ser, og vi er selv i centrum. Kopernikus kobler denne umiddelbare iagttagelse sammen med sin idé om det heliocentriske verdensbillede, og derved bygger han som den moderne videnskab på observationer kombineret med brugen af matematiske analyser og modeller. Her er der tale om en metode, der kommer til at ligge til grund for den fremtidige naturvidenskabelige forskning. Galilei formulerer det kort efter som “naturens bog skrevet i matematikkens sprog”.

Kopernikus bog, “Om Himmellegemernes Kredsløb”, blev først trykt 1543, samme år som han døde, og han nåede bare selv at se første korrekturark.



Darwin og evolutionslæren


Johannes Hemleben beskriver i sin bog, Biologi og Kristendom (1971), hvordan astrologer og fysikere som Kopernikus, Tycho Brahe, Kepler, Giordiano Bruno, Galelei og Newton forbereder tiden til den udvikling, der skulle efterfølge dem. Det tog næsten 200 år fra udgivelsen før troende med kirkens tilladelse kunne studere Kopernikus. Men det indtryk, Darwins (1809 - 82) værk “Arternes Oprindelse” havde på samtiden, var langt større. Mange følte, at mennesket var blevet degraderet til at være et dyr, altså et væsen, hvis adfærd var styret af dets biologi.


Darwins udviklingslære bygger på to helt afgørende ting.

For det første er der i naturen en tendens til, at alt hele tiden forandres.

For det andet vil en egenskab blandt levende væsner styrkes, hvis alle individer, der mangler denne egenskab, ikke forplanter sig i tilstrækkeligt omfang.

Det første betyder, at verden ikke er i en tilstand, men i en proces. I den uorganiske verden vil almindelig forvitring, jordskælv, vulkanudbrud osv. over tid forandre alt. Blandt levende væsner vil der altid være en variation i egenskaber fra en generation til den næste.

Det andet betyder, at de bedst egnede individer vil være i flertal og derved også forplante sig mere end de dårligst egnede, hvis art langsom vil svinde hen.


I bogen “Det virkelige Menneske” af Dennis Nørmark og Lars Andreassen betoner forfatterne meget stærkt, at denne variations opståen udelukkende beror på tilfældigheder. Alt er tilfældigt.

De skriver endvidere, at den gamle forklaring på livet oprindelse, hvor alt skulle være skabt på få dage af en alvidende Gud med Darwins evolutionsteori var endeligt tilbagevist. Det var måske ikke så overraskende for samtiden, men “at forklaringen imidlertid skulle vise sig at være så radikalt ugudelig som Darwins, var de færreste imidlertid forberedt på”.

Det må dog her bemærkes, at Darwin ikke selv opfattede sin teori som ugudelig. Han slutter sit store værk “Arternes Oprindelse” med bl.a. følgende bemærkning:

“Af naturens kamp, af sult og død fremgår derfor direkte det højeste, som vi formår at gribe: frembringelsen af højere dyr. Der er noget storartet i dette syn på livet, ifølge hvilket det med alle sine forskellige kræfter oprindeligt af skaberen blev skabt ud fra nogle få former, eller måske blot én…”


I en artikel i Politiken 24. nov. 2009 fortæller en af verdens førende Darwin-forskere, Peter C. Kjærgaard, hvordan Darwin er blevet misforstået. Vi tror, at Darwin siger, vi nedstammer fra aberne. Men det stemmer ikke. Darwins pointe er, at vi og aberne har en fælles forfader, som vi ikke ved ret meget om. Vi tror også, at naturlig selektion betyder, at den stærkeste overlever. Men der overser vi, at det er den mest tilpassede, der overlever, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som den stærkeste. Desuden er alle organismer  afhængige af hinanden, og derfor kan ingen organisme overleve alene.


For kirken betød evolutionsteorien imidlertid et opgør med den bibeltro opfattelse af skabelsen, og kirken kæmpede imod det, den opfattede som kætteri. Kun få årtier varede denne kamp, så blev det klart, at det naturvidenskabelige verdensbillede stod som det mest troværdige.


Den tyske biolog Johannes Hemleben nævner i sin bog “Biologi og Kristendom” kineseren Ku Hung Ming, som karakteriserer de kristne europæere således: “De har en videnskab (erkendelse), som tilfredsstiller deres hovede, men ikke deres hjerte. Og de har en religion (tro), der tilfredsstiller deres hjerte, men ikke deres hovede. På grund af denne splittelse, vil Europa gå til grunde”.


I sin bog “Filosofiens Gåder” skriver Rudolf Steiner om springet fra den idealistiske filosof Hegel til den darwinistiske forsker og tænker Haeckel således:

Hegel forklarer naturen ud fra ånden.

Haeckel forklarer ånden ud fra naturen.


Evolutionsteorien betyder således, at vores opfattelse af forholdet mellem natur og ånd er ændret, og at opfattelsen af os selv som skabt af Gud i Guds billede ikke længere i bogstavelig forstand giver nogen mening.



Freud og psykoanalysen


På en vis måde fortsætter Freud (1856 - 1939) der, hvor Darwin slap. Darwin talte om mennesket som art og satte mennesket i forbindelse med evolutionen. Freud trænger ind i det individuelle, i en opfattelse af vores indre, der er et afgørende brud med den gamle forestilling om mennesket som skabt i Guds billede. I stedet peger Freud på vores drifter som den helt afgørende kraft i os.


Freud er ikke den første, der ser mennesket som et driftbestemt væsen. Tidligere talte Schopenhauer og andre med ham om, at menneskets handlinger er bestemt af blindt, ukontrollerede drifter. Freud giver denne opfattelse en konkret udformning.


Det er Freuds opfattelse, at vores bevidsthed ikke er centrum for vores personlighed. Den styres nemlig af kræfter i det ubevidste, som vi er afskåret fra at kende og forstå, fordi der er en slags indre censur mellem bevidstheden og det ubevidste.

Centralt står Freuds personlighedsmodel. Den bygger på den opfattelse, at menneskets indre består af tre forskellige dele, som har hver sin funktion: Id’et, egoet og superegoet, eller på dansk det’et, jeget og overjeget.

Id’et rummer urdrifterne og den dynamiske energi, der er knyttet til dem. Det er en egenskab ved drifterne, at de kræver tilfredsstillelse.

Superegoet er kontrollerende og censurerende i forhold til tilfredsstillelsen af de drifter, der lever i id’et. Denne kontrol og censur bygger på det, vi har lært om godt og ondt, passende og upassende osv, f.eks. gennem opdragelsen. Superegoet rummer et jeg-ideal, altså et billede af, hvordan vi gerne vil være, og desuden rummer den samvittigheden.

Det er oplagt, er der altid vil være en konflikt mellen id’et og superegoet. Denne konflikt søges løst af ego’et på en sådan måde, at superegoets kontrol og censur dæmpes ned, så den ikke kvæler de drifter, der lever i id’et. Samtidig dæmpes drifterne ned, så de ikke helt kommer til at styre vores adfærd på en upassende eller samvittighedsløs måde. Egoet søger således en balance. Men det lykkes langt fra altid, og så opstår der en indre, uløst konflikt. Disse indre konflikter fortrænger vi, så de forsvinder fra vores bevidsthed og bliver ubevidste. Når det sker, opstår der en eller anden grad af psykisk sygdom, som kan behandles gennem psykoanalyse. Drømmene ses som bærere af et sprog fra det ubevidste, og ved at beskæftige sig med drømmetydning, hvor det sprog “oversættes”, kan patienten igen blive bevidst om de fortrængte konflikter og bearbejde dem.

For Freud er den stærkeste af drifterne i id’et seksualdriften, og han siger, at seksuelle konflikter indgår i alle neuroser.


For Freuds samtid var det en revolutionerende opfattelse, fordi den direkte udfordrede vores moral. Han opfattede så at sige mennesket som et bundt stærke drifter, der med mere eller mindre held blev forsøgt kontrolleret, med indre konflikter som resultat. Nu var det ikke bare sådan, at vi havde vores stamfader fælles med dyrene, men nu var det også dyriske drifter, der udgjorde centrum for vores personlighed. Det menneskelige, som det blev forstået i kristendommen, blev hermed anfægtet.



DNA


DNA er en forkortelse af DeoxyriboNucleicAcid, og det blev opdaget allerede i 1871. Siden da interesserede det forskningen stærkt, og fra begyndelsen af 1940’erne blev det klart, at DNA spiller en særlig rolle i arveprocessen, at det ligefrem er bærer af arveanlæggene, kaldet generne.


I 1953 fremlagde Francis Crick og James Watson resultatet af deres forskning i DNA’et. De foreslog en struktur, som også kunne forklare genernes funktion. Især 2 områder var afgørende for den struktur, de foreslog. Den gav en forklaring på, hvor arvemassen var lagret, og den viste også, hvordan arvemassen bliver kopieret til nye celler. DNA’et rummer en slags kode, hvilket skal forstås på den måde, at bestemte stoffer styrer cellernes dannelse af proteiner, som er kroppens  byggeklodser. I 60’erne arbejdede forskerne med endeligt at afdække denne genetiske kode, og det var man færdig med i 1966.

I den videre forskning opdagede man nu 2 enzymer med nogle afgørende egenskaber. Det ene kan skære DNA’et over på et valgt sted, og det andet kan sammensætte 2 DNA-dele. Dermed startede muligheden for genmanipulation.


Denne nye forskning skabte ikke alene begejstring, men også en udbredt bekymring, især på 2 områder.

For det første betyder genmanipulation, at man ved et uheld kan komme til at sprede noget manipuleret materiale, f. eks. resistente bakterier, og derved skabe en sundhedsmæssig katastrofe.

For det andet var der et etisk problem. Hvis vi nu kunne ændre dyrs og endda menneskers egenskaber ved at manipulere med generne, overskred vi så ikke en grænse for, hvad vi kunne overskue? Især i USA startede en voldsom debat byggende på det synspunkt, at ikke alene havde vi fået atombomben, der kunne udslette alt liv på Jorden. Vi havde nu også muliggjort menneskets totale selvdestruktion i den form, vi kender det, når vi efterhånden ville kunne forme det efter vores egen skiftende opfattelse af de mest hensigtsmæssige egenskaber.


Men samtidig var de kommercielle interesser og de lægelige muligheder så store, at der, selv om der blev gennemført en vis begrænsende lovgivning i de fleste lande, stort set ikke blev lagt hindringer i vejen for den videre udvikling.


D. 26. juni 2000 kunne færdiggørelsen af den komplette kode til menneskets arvemasse annonceres. Ved den lejlighed udtalte den amerikanske præsident Clinton:

“I dag har vi lært det sprog, hvormed Gud skabte livet. Med denne fundamentale nye indsigt er menneskeheden ved grænsen til at erhverve ufattelige nye kræfter til at helbrede”


Lægen og forskeren Peter K. A. Jensen giver i sin bog, “Mennesket - den genetiske arv”, en anden udlægning: “Har livet en eller anden magisk eller mystisk essens, eller er det et produkt af normale fysiske og kemiske processer? Er der ved cellen noget iboende guddommeligt, der gør den levende? Watson-Crick-modellen besvarede dette spørgsmål med et definitivt nej.”


Det er denne sidste opfattelse, som er slået igennem. På linje med de foregående områder har det betydning for vores selvopfattelse. Hvis man kunstigt kan styre arveanlæggene, så der måske kan opstå mennesker med på forhånd fastlagte egenskaber, betyder det så, at vi kun er vores biologi og der ikke findes andet? Det er et spørgsmål, der i en anden variation også spiller en rolle for den nye hjerneforskning.



Hjerneforskning og neurocentrisme


I sin bog “Den femte Revolution” mener Lone Frank, at vi ER vores hjerne, altså at menneskets inderste identitet er vores fysiske hjerne. Hun udtrykker det f. eks. i sætningen: “Min hjerne - det er jo mig”.

Hvad vi oplever af følelser, intentioner, tanker og andre bevidsthedsfænomener, kan altsammen føres tilbage til biokemiske processer og svage elektriske signaler. Det skal ikke forstås som en slags værktøjer for bevidstheden. Snarere er det modsatte tilfældet. Hvad vi tænker og i øvrigt oplever af bevidsthedsfænomener, er altsammen noget, der blot ledsager vores fysiske hjerneaktivitet.


Frank giver et eksempel i det kapitel, der omhandler Michael Persingers forsøg med at fremkalde religiøse oplevelser ved hjælp af magnetisk stimulering af dele af hjernen. Forsøgspersonerne påføres i et lydtæt rum en hjelm, der kan påvirke hjernen ved hjælp af magnetfelter. Forsøgspersonen får desuden bind for øjnene, og både høresansen og synssansen er således passive. Hos de fleste forsøgspersoner opstår der nu gennem forsøget en fornemmelse af et nærvær af noget eller nogen. For en del opleves det som et nærvær af en slags religiøst-åndelige væsner, for andre bliver det mere uhyggeligt eller mindre intenst. Men fælles for alle er det, at der har været en oplevelse af noget, der er beslægtet med det religiøse eller det overnaturlige. Frank sætter det i en sådan sammenhæng, at det nærmest fremstår som en forklaring på, hvad religiøsitet er, nemlig noget, der skyldes bestemte hjerneprocesser.


Også Nørmark og Andreassen er i deres bog “Det virkelige menneske” inde på Persinger. Men først skriver de lidt om den russiske forfatter Dostojevskijs religiøsitet. Dostojevskij omtaler i sine erindringer, at de epileptiske anfald, han jævnligt led af, gav ham oplevelser, der forstærkede hans religiøsitet. Men det har Nørmark og Andreassen en hurtig og overraskende skråsikker forklaring på: “I dag ved vi, hvad det var, der i virkeligheden foregik i Dostojevskijs hoved. Forfatteren led af Temporalepilepsi.” Det er netop en slags temporalepilepsi, Persinger maskine kan fremkalde gennem den magnetiske påvirkning af hjernen, og derfor går teksten videre til Persingers forsøg med det, der har fået kælenavnet “The God Machine”, “Gudsmaskinen”. Med baggrund i disse forsøg og i den franske antropolog Pascal Boyers teori om religion, mener forfatterne, at religion er en slags reserveforklaring, der skal forstås som et biprodukt af kognition. Religionens egentlige formål er, at vi som religiøse ikke stiller spørgsmål til vores primære erfaringer. Religion bygger på tro, og troen er vigtig for artens overlevelse, fordi den letter vores tankeprocesser. Det vi tror på, behøver vi ikke at forklare, og vores tankemæssige ressourcer frigøres således til vigtigere ting.


I sin bog “Tankens Biologi”, som egentligt er en række nedskrevne forelæsninger, er også hjerneforskeren Vilayanur Ramachandran inde på den fysiske hjernes overordnede rolle i forhold til bevidstheden. I det sidste kapitel, som bærer titlen ”Neurovidenskab - den ny filosofi”, beskriver han et eksperiment, hvor vores frie vilje undersøges. Eksperimentet blev udført af den amerikanske neurokirurg Benjamin Libet og den tyske fysiolog Hans Kornhuber. Det gik ud på følgende:

Forsøgspersoner, som var frivillige, raske mennesker, blev bedt om at udføre deres frie vilje ved at vifte med en finger, når de havde lyst til det. Samtidig måltes deres hjerneaktivitet, og forskerne opdagede nu, at et EEG-potentiale, “beredskabspotentialet”, satte ind næsten et sekund før fingerens bevægelse startede og dermed også før følelsen af at beslutte at bevæge fingeren nåede bevidstheden. Det rejste spørgsmålet, om det i virkeligheden var de biologiske hjerneprocesser, der styrede forløbet, og den bevidste tanke om at have besluttet noget i virkeligheden var en efterrationalisering. Med andre ord: Har vi overhovedet en fri vilje, eller er vi blot ofre for en illusion, som følger af de biologiske processer i hjernen.

Et andet sted i bogen nævner Ramachandran, at han kan give forsøgspersoner nærdødsoplevelser ved hjælp af en elektrisk stimulation af bestemte nerveceller.


Der er med disse eksempler ikke tale om forskere og journalister, der afviger i deres syn på mennesket identitetsmæssige forankring i den fysiske hjerne. Tværtimod møder man opfattelsen bredt i de mange populærvidenskabelige artikler og publikationer, i udsendelser og debatter, som i en lind strøm bliver produceret og for fuldt tryk markedsført.


Samtidig udnævnes neurologien af mange, som nævnt ovenfor bl.a. af Ramachandran, til at være vor tids filosofi, som skal kunne rumme alle områder som kunstopfattelse, kulturudvikling, menneskelig udvikling, religion, kærlighed osv. i en rent biologisk forklarelsesramme. Der er således opstået en “neurocentrisme”, hvor menneskets identitet med Franks ord “hjernen - det er jo mig” skal findes i den fysiske hjerne, og hvor hjerneforskningen skal kunne give os svar på hvad som helst, allerede til dels nu, men i hvert fald i fremtiden.


Dekonstruktion af mennesket

Man kan således se en bevægelse fra Kopernikus til den moderne hjerneforskning mod i højere og højere grad at anfægte, at mennesket skulle være andet og mere end en del af naturen. Med neurocentrismen tages skridtet fuldt ud. Bevidsthed, tanker, følelser og vilje anses blot for at være en slags biologiske konstruktioner, der skal fungere som værktøjer til at klare os i evolutionen. De er skabt af biokemiske og elektroniske processer i vores hjerne.


Det siger sig selv, at begreber som religion, moral og kærlighed heller ikke i denne forklaringsmodel kan have nogen selvstændig betydning, ja, ikke engang selvstændig eksistens, men blot er illusioner, der tjener som redskaber for evolutionen. Spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan tale om noget specifikt menneskeligt, bliver mere og mere aktuelt. Der foregår en dekonstruktion af mennesket, og det sker ved, at den naturvidenskabelige opfattelsesmåde breder sig ind på de humanistiske områder, ikke på en gensidigt befrugtende måde, men dominerende og afgørende.


Alle de forskellige videnskabsjournalister og skrivende forskere, der i medierne præger denne udvikling, har naturligvis en stor viden om deres felt, som man som lægmand ikke som sådan kan have indvendinger imod. Men når forskningsresultaterne tolkes ind i det menneskelige, i vores opfattelse af, hvem vi er, sker det uden den videnskabelige objektivitet, som ellers præger mange af fremstillingerne. I stedet bliver tolkningerne udtryk for bestemte holdninger og et bestemt menneskesyn, som i sig selv er legalt nok, men som ikke bliver begrundet ud fra noget videnskabeligt. Der bliver ikke eller kun utydeligt skelnet mellem, hvad der er videnskabeligt dokumenteret og hvad der er i bedste fald kvalificeret gætteri. På den måde kommer de holdningsmæssige forhold til at fremstå som resultater af videnskabelig forskning og får derved et vist præg af manipulation, hvilket ikke behøver at være tilsigtet.


Samtidig møder man overfladiske eller ligefrem forkerte opfattelser, som f. eks. når Nørmark og Andreassen i “Det virkelige menneske” breder deres beskrivelser ud til også at omfatte humanistiske områder.

Et eksempel findes i deres beskrivelse af Platon, hvis opfattelse af verdens indretning, de naturligvis mener, er helt forkert: “…I følge hulelignelsen (Platons fortælling om, hvordan forholdet mellem ideernes verden og den sansbare verden skal forstås) skal vi kravle så højt op, vi kan komme, så tæt på solen som overhovedet muligt og kigge på den. På et eller andet tidspunkt skulle verdens sammenhæng så gå op for os.

I dag ved vi, at man bliver blind af at stirre på solen.”


Der sker her en sammenblanding af den metafor, hulelignelsen benytter, og som i øvrigt beskrives sarkastisk af forfatterne, og den fysiske virkelighed med den blindende sol, og denne manipulation benyttes til at argumentere mod Platon. Og senere skriver de om Platon: “Ideernes verden findes kun inde i Platons hoved (som i øvrigt har overskredet sidste salgsdato)”. Her er al argumentation jo holdt helt op og erstattet af en lidt for primitiv tilgang til stoffet.


I samme bog udtaler forfatterne sig også om selve meningen med livet. Det er hjernens opgave at sikre denne mening, som består af fire ting: Sult, sex, frygt og agression. Når man tænker på det aspekt, at neurologien skal være vor tids filosofi, og at det humanistiske skal underlægges det biologiske menneskesyn, er det et noget fattigt bud på det meningsfyldte.


Man kan meget let efterlades med det indtryk, at en del af de videnskabelige og populærvidenskabelige bøger om den seneste udvikling som en sidedagsorden har et ønske om, at bruge de videnskabelige resultater til at argumentere for ikke bare neurocentrismen, men også ateismen.



Dekonstruktion


Som det er beskrevet, er der ikke noget i hverken Kopernikus’ heliocentrisme, Darwins evolutionslære, Freuds opdagelse af det underbevidste, DNA’et opdagelse eller hjerneforskningen der i sig selv kan begrunde den “dekonstruktion” af det menneskelige, man møder i neurocentrismen. Der er bestemt tale om afgørende paradigmeskift i vores menneskesyn, men at det skulle ligge i historien, at der er en uundgåelig retning mod en opfattelse af mennesket som et udelukkende biologisk væsen, er der langt fra belæg for. Når en række journalister og forskere med udgangspunkt i de fem områder drager den konklusion, at vi mennesker er reduceret fra at være skabninger i Guds billede (forstået som metafor), altså har noget i os, der rækker ud over det biologiske, til udelukkende at være en slags biologiske maskiner, er der i stedet som ovenfor beskrevet i virkeligheden tale om, at forskningen tolkes i en bestemt retning.


Der er desuden en par afgørende spørgsmål, som tilsyneladende helt ignoreres. Det ene er spørgsmålet om hønen og ægget. De hjerneprocesser, som man kan måle på forskellig måde, tolkes ensidigt som det, der frembringer bevidstheden. Men den modsatte fortolkning, at det altså er bevidstheden, der frembringer hjerneprocesserne og anvender dem som redskab, kan være en lige så god tolkning.

Selv om de forsøg om den frie vilje, som Ramachandran beskriver, viser en forsinkelse fra hjerneaktivitet til en beslutning optræder bevidst, betyder det ikke nødvendigvis, at bevidstheden udelukkende er en følgevirkning af den hjerneaktiviteten forstået fysisk. I beskrivelserne af forsøget gøres der ikke rede for, hvad der forstås ved bevidsthed, og registreringen af forsinkelsen bygger på forsøgspersonernes oplevelse, hvilket man i mange andre videnskabelige forsøg ville finde helt utilstrækkeligt. Det spørgsmål må nødvendigvis undersøges og overvejes betydeligt mere, inden der kan konkluderes på den måde, og opfattelsen af, hvad den frie vilje er, må være langt mere nuanceret, end det er tilfældet i de forsøg, Ramachandran refererer.


Det andet spørgsmål vedrører præmisserne for sandhed. Hvis det er rigtigt, at tanker frembringes biologisk, må det i sin yderste konsekvens betyde, at vi ikke kan tænke frit, og at selve tankeindholdet heller ikke har nogen sandhedsværdi i sig selv. Det afspejler blot noget rent biologisk. Men så kan man jo heller ikke tillægge forskningen og de konklusioner, der tankemæssigt gøres, nogen sandhedsværdi. Man kan således sige, at det strengt biologiske syn på hjernens aktiviteter på den måde tilintetgør sig selv i erkendelsesmæssig sammenhæng, og den samlede konklusion er således i virkeligheden umulig.


Forskeren Steen Nepper Larsen giver da også udtryk for et helt andet syn, end det, vi møder i neurocentrismen. Han skriver i en artikel i Information 9. feb. 2008 således:

“Biologi og menneskelige kultur- og samfundsudtryk er ikke modsætninger; men de kan heller ikke reduceres til hinanden. At være menneske er at være i gang med en livslang anden fødsel. Den første fødsel havde vi ingen indflydelse på; men det har vi heldigvis på den anden.”


Antropologen Ole Høiris skriver i sit lille skrift “Mennesket”, som omhandler evolutionen: “Spørgsmålet om menneskets oprindelse handler om menneskets identitet og natur. Derfor vil det nok også altid være samtidens dominerende sandhedsproducent, der har magten til at definere sandheden om, hvordan mennesket er opstået, og hvad mennesket er for et væsen. Men det er også spørgsmål, der altid vil være til debat. For de refererer til selve meningen med livet, og det har videnskaben intet entydigt svar på.”


En hel del af den moderne populærvidenskabelige litteratur i form af bøger, artikler, film og TV, har selvfølgelig til formål at oplyse på en forståelig måde om naturvidenskabens forskningsresultater og de muligheder, de medfører. Men der er næsten overalt også en docerende tone, der vil fortælle os, at vi ikke skal tro på, at vi er andet end biologi. Kultur, menneskelige relationer, religiøsitet, store idéer, det hele beskrives som noget rent biologisk, som en slags illusion om at have en bevidsthed og en meningsfuld retning i vores liv, og hele denne beskrivelse sker i skyggen af den autoritet der opstår i kraft af forfatternes viden på bestemte naturvidenskabelige områder. Der foregår en løbende dekonstruktion af mennesket.


Tom Horn