Er genomet vores skæbne?
Udviklingen af genteknologien går meget stærkt. Og meget tyder på, at udviklingen vil accellere, og at nye resultater, der vil udfordre vores opfattelse af, hvem vi er, vil strømme ind. I sin bog “Den genetiske arv” har forfatteren Peter K. A. Jensen opstillet et skema (s. 26) over de vigtigste milepæle i udviklingen. Bare nogle få af dem skal fremhæves her:
I 1966 blev menneskets genetiske kode kortlagt. Det startede egentlig allerede i 1956, hvor Francis Crick og James Watson fremlagde deres berømte forslag til strukturen for DNA. Få år senere var deres model bekræftet gennem eksperimenter, der viste, at DNA rummer en slags kode, hvor bestemte stoffer danner fastlagte rækkefølger eller sekvenser for, hvordan cellerne danner proteiner. Det medførte intense forsøg på at bryde denne kode, og det lykkedes stort set i 1966.
Man kunne altså nu ved at undersøge et menneskes DNA-profil kortlægge en række biologiske egenskaber, f. eks. dispositioner for særlige sygdomme. Man kunne også identificere et bestemt menneske gennem dets DNA, fordi DNA’et optræder i forskellige variationer, der er unikke for det enkelte menneske. Det førte til, at man fra 1985 begyndte at tage DNA-profilanalyser i anvendelse indenfor retsmedicinen.
I 1987 kan man gennem genetiske studier fastslå, at Homo Sapiens, stamfaderen til det moderne menneske, er opstået i Afrika for bare 150.000 år siden.
I 1990 starter det største videnskabelige projekt nogensinde, Det humane Genom-Projekt. I 2004 er det humane genom kortlagt i detaljer, og derved har man fået en detaljeret og næsten fuldstændig viden om den menneskelige biologi i den videste betydning.
Forskere har længe før opdagelsen af DNA regnet med, at et arvemateriale kunne findes i cellerne. Det ligger allerede i Darwins evolutionslære med “survival of the fittest”, som indebærer en naturlig udvælgelse af de bedst egnede gennem evolutionen. Det må nødvendigvis betyde, at de egenskaber, der er afgørende for udvælgelsen, er repræsenteret i kroppen som en arvemasse, der kan føre evnen til vores fortsatte overlevelse videre fra generation til generation, og der havde længe i kølvandet på Darwins teorier været forsket i området.
Et menneskes genom er den komplette arvemasse, det bærer på. Arvemassen skal her forstås som den genetiske information (bestemmelsen af de egenskaber, vi har både som art og individ) som blev grundlagt ved befrugtningen. Arvemassen ligger i komplet form i hver eneste af vores celler. Den enkelte celle er omkranset af en cellemembran, som skal forstås som en slags hud. Den sikrer, at det miljø, der er inde i cellen, adskiller sig fra det, som er udenfor. Enkelte typer molekyler kan passere membramen, f.eks. ilt- og vandmolekyler. I membramen er der desuden placeret nogle proteinkomplekser, som tillader, at visse andre stoffer kan passere ind og ud gennem de “porte”, de danner.
Inde i cellen ligger 6 forkellige meget små organer, som også er omgivet af en membran. De kaldes organeller, og de har hver især bestemte funktioner. Det største af dem kaldes kernen, og her ligger arvemassen i form af DNA. Det bærer de informationer, der fastlægger organismens egenskaber. Men de har ikke selv nogen egentlig aktivitet, så de kan ikke på egen hånd formidle informationerne videre. Først skal de oversættes til protein, som på den måde indgår med styrende funktioner i alle kroppens processer.
Selve DNA’et er fordelt på 46 forskellige kromosomer i cellekernen. Hver af kromosomerne er opbygget af to “strenge”, der snor sig om sig selv i en dobbeltspiral, og hver af strengene er opbygget af rækker af baser, som der i alt er 4 forskellige af. De sidder i en bestemt rækkefølge på hver af strengene. De danner par på den måde, at hver af baserne passer til en bestemt anden base på den anden streng, og parrene sidder overfor hinanden på hver sin streng. Basernes rækkefølge er det, som giver den information, som dna’et rummer, og ændres rækkefølgen, ændres informationen og dermed også de biologiske egenskaber, der hører sammen med den. DNA’et kopierer sig selv derved, at de to strenge adskilles i en delingsproces, og derefter dannes der to nye strenge, der passer til hver af de to enkeltstrenge.
De arvelige egenskaber, som repræsenteres af DNA, anses for at være særdeles omfattende. Lone Frank omtaler i sin bog “Mit smukke Genom” (s. 166) den amerikanske psykolog Eric Turkheimer, som gennem tvillingeforsøg har undersøgt, hvilke egenskaber enæggede tvillinger har fælles. Det er interessant, fordi enæggede tvillinger har den samme arvemasse, og derfor kan sådan en undersøgelse være en indikator på, hvor meget genomet bestemmer, hvem vi er. Der er jo i pædagogiske og psykologiske sammenhænge en vedvarende diskussion om, hvor stor indflydelse arven har på vores personlighedsdannelse, og hvor meget miljøfaktorer - som opdragelse, undervisning, opvækstforhold, sociale forhold og for den sags skyld også kost og andre fysiske påvirkninger - betyder for, hvem vi udvikler os til at være. For Erik Turkheimer er svaret enkelt: “Alle menneskelige adfærdstræk er arvelige”. Det betyder ikke, at alle vores egenskaber kun skyldes arvelige faktorer. Også andet har indflydelse, og gennem sine forsøg prøver Turkheimer at fastlægge, hvor stor betydning arven har for en række specifikke egenskaber.
Tvillingeforsøgene viser i følge Turkheimer, at f. eks. intelligens er 80 % arvelig, hvorimod hukommelse kun er 20 % arvelig, medens empatievne er 30 - 50 % arvelig. Her er der tale om grundlæggende egenskaber, og det er nok ikke overraskende for ret mange, at arvelige forhold på den type af egenskaber har indflydelse, selv om det er svært at være overbevist om, at man generelt kan sætte konkrete tal på graden af arvelighed. Men også arvemassens betydning for mere detaljerede forhold er undersøgt. I 2005 blev både religiøsitet og politisk grundholdning gjort til genstand for tvillingeundersøgelser, og konklusionen blev, at begge områder var 40 % arvelige. (Lone Frank: Mit smukke Genom, s. 167)
Uden at være i stand til at vurdere videnskabeligt i hvor høj grad den type undersøgelser overhovedet kan fastlægge en konklusion, synes jeg alligevel, det må være på sin plads med nogle overvejelser. For det første er undersøgelserne som så megen anden moderne forskning baseret på statistik. Det er en metode, hvor undersøgelsesresultaterne simpelthen registreres, og så drages konklusionerne på grundlag af evidensbegrebet. Men evidens er egentlig ikke andet end en sandsynlighedsvurdering, som på den ene side kan være meget praktisk, men på den anden side ikke fører til nogen forståelse end sige erkendelse af de spørgsmål, der undersøges. Det betyder ikke nødvendigvis, at den inderkreds af forskere, som gennemfører undersøgelser, ikke forstår sammenhængen, eller måske synes, de forstår den, men selve konklusionen er ikke baseret på en sådan forståelse.
For det andet gælder det altid for statistiske undersøgelser, at det, man finder, er afhængigt af det, man søger. Vi kender det alle fra spørgeskemaundersøgelser, hvor en række spørgsmål enten besvares med ja eller nej, eller besvares med en karakter i stil med “meget enig”, “uenig” osv. Men undersøgelserne registrerer ikke svar på de spørgsmål, der ikke stilles, og netop de svar kunne måske i en hel del situationer være de vigtigste. Desuden frasorteres alle nuancer, som måske i sidste ende ville frembringe en anden konklusion end den, undersøgelsen fører frem til. For de aktuelle undersøgelser afgøres konklusionen i høj grad af, hvad man lægger i de begreber, der indgår i undersøgelsen. Intelligensbegerebet kan f. eks. ikke fastlægges entydigt på en sådan måde, at det rummer alle mulige udgaver af intelligens. Det gælder også hukommelse og måske især empatievne, og når det drejer sig om religiøsitet og politisk grundholdning er det ikke bare et spørgsmål om at have tilhørsforhold til et bestemt kirkesamfund eller politisk parti eller andet målbart, men noget langt mere nuanceret.
For det tredie må det nødvendigvis gælde for netop tvillingeundersøgelser, at de enæggede tvillinger, som indgår i undersøgelsen, udover at have fælles gener jo også i det mindste i et vist omfang har haft opvækstforhold, der ligner hinanden. Tvillinger er jo netop tvillinger, fordi de har fælles forældre, og derfor er de også som hovedregel vokset op i samme miljø. Undtagelsen herfra er adoptionsstudier, hvor den ene eller begge tvillinger er bortadoptede og derfor naturligvis har haft forskellige opvækstvilkår. Men selv her har de i de fleste tilfælde delt vilkår i den tidligste del af barndommen, som ifølge mange psykologer er den del, der har den største prægning på personligheden. Hele den usikkerhed, der er knyttet til tvillingeundersøgelser som sådan, gør sig naturligvis også gældende for den genforskning, der baserer sig på tvillingeundersøgelser.
Men selv om forsøg på at detaljere de arvemæssige forhold så meget ikke virker overbevisende, spiller det arvelige naturligvis en afgørende rolle for os, både som art og som individer. Og da arvemassen er bundet til vores genom, kunne meget tyde på, at en række, af de egenskaber, vi hver især betragter som en vigtig del af vores identitet, skyldes DNA’ets sammensætning og altså er noget rent fysisk og uforanderligt. Vores genom ændres ikke gennem livet, og den sammensætning af arvelige egenskaber, vi får fra henholdsvis vores far og mor, er også naturligt fastlagt. Det tydes af mange på den måde, at vi som individer ikke har ret mange muligheder for at udvikle os på andre måder, end dem, der er fastlagt i genomet. Det er også et udbredt synspunkt, at vores selvopfattelse og i det hele taget vores menneskebillede i langt højere grad skal drejes mod noget biologisk.
F. eks. gør videnskabsjournalisten og biologen Lone Frank sig til fortaler for en sådan opfattelse i bogen “Mit smukke genom”. Et helt kapitel med titlen “Homo Sapiens 2.0. På vej mod det biologiske menneskesyn” bruger hun på spørgsmålet. Her omtaler hun gendating, altså en datingmetode, hvor man finder partnere, som man ud fra en genetisk analyse kan se egner sig til hinanden. Og hun viser, hvordan gendating med tiden kan få en helt ny betydning, hvor man gennem datingbureauer leder efter partnere, som ikke har problematiske gener, så man er sikker på, at de børn, man får, ikke skal belastes genmæssigt. Hvis man konsekvent i det hele taget vil undlade at føre dårlige gener videre, kan det med tiden betyde, at de dårlige gener helt bliver udryddet. Visse videnskabsmænd har ligefrem den opfattelse, at man som forældre er forpligtet til at lade sig genteste, før man sætter børn i verden. Det gælder forskeren Armand Leroi, som mener, at det er vigtigt at tage ansvar for, om man vil give sine gener videre. Om 10 år vil det i følge Leroi være almindeligt at få lavet genanalyser og have sit genom liggende på computeren.(Mit smukke genom, s. 285).
At der her er tale om eugenik, altså om en form for “forædling” af mennesket gennem en slags racehygiejne, anses ikke nødvendigvis for at være et problem. Der foregår jo allerede nu en form for frasortering af uegnede fostre gennem adgangen til fri abort i hele den vestlige verden. Der foretages omkring 40.000 aborter hvert år i G8-landene (USA, Tyskland, Japan, Frankrig, Storbritannien, Canada,Italien og Rusland), og det har ført til, at visse genetiske sygdomme er på retur. Skridtet fra den frie adgang til aborter til en mere systematisk fravælgelse af uegnede fostre er i virkeligheden ikke så stort, mener Leroi. Og når man dertil lægger, at vi i fremtiden i stadig højere grad har mulighed for at screene befrugtede æg, inden de kommer i livmoderen, og på den baggrund udvælge de æg, der er de bedst egnede, vil både det psykiske og fysiske ubehag ved en abort helt kunne undgås.
Det ligger på den måde i kølvandet på et biologisk menneskesyn, at man lige så godt kan tage skridtet fuldt ud og i bedste darwinistiske stil hjælpe evolutionen med at bane vejen for de kommende individer, man anser for de mest overlevelsesdygtige og bedst egnede, og man kan sikkert tilføje, at det med tiden også vil være oplagt at finde dem, som efter enhver tids flygtige opfattelse vil være dem, der kan gøre mest gavn. Perspektiverne er alt efter grundholdning særdeles lovende eller dybt deprimerende. F.eks. vil det med stor sandsynlighed betyde, at de medmennesker, vi tidligere kaldte åndsvage og nu kalder udviklingshæmmede, over tid helt vil forsvinde fra jordens overflade. De gør tilsyneladende ingen gavn, er til besvær og i øvrigt dyre for samfundet. Men de af os, der har været så heldige at lære et menneske at kende, som falder ind under betegnelsen “udviklingshæmmet”, ved, at samværet med dem på alle måder er udviklende og givende, og at en genmæssig udryddelse af dem ville være en tragedie for vores kultur.
Der er imidlertid opstået et nyt forskningfelt indenfor genetikken, som i høj grad stiller spørgsmålstegn ved det biologiske menneskesyn, herunder i hvor høj grad vores personlighed er bestemt af generne. Det kaldes epigenikken og beskæftiger sig med det forhold, at vores gener i deres virkemåde kan tilpasse sig ydre forhold, og at denne tilpasning kan videreføres til næste generation, uden at genet som sådan er har ændret sig. I bogen “50 opdagelser - højdepunkter i naturvidenskaben” (Aarhus Universitetsforlag) findes en god gennemgang af epigenetikkens opståen og korte historie.
Under 2. verdenskrig opstod der det sidste år hungersnød i Holland, så den daglige madration efterhånden kun indeholdt omkring 500 kcal., hvilket er under en fjerdedal af vores normale behov. Hungersnøden ramte selvfølgelig også gravide kvinder, og man har efterfølgende fulgt de børn, som blev født i kølvandet på den mangelfulde fødeindtagelse. De undersøgelser viser, at børn, som blev undfanget umiddelbart før hungersnøden, og hvis mødre altså var velnærede under undfangelsen, men underernærede under graviditeten, ved fødslen var mindre end normalt. Man måtte regne med, at det skyldtes, at mødrene ikke kunne give fostrene næring nok under graviditeten. Til gengæld gjaldt det, at de børn, der var blevet undfanget under hungersnøden, men som havde den sidste del af fostertilstanden efter krigens slutning, hvor de fik næring nok, var af normal størrelse ved fødslen. Fostrene kunne altså vokse sig store i den sidste del af graviditete, hvor moderen fik mad nok.
Da de af børnene, som var drenge, senere blev indkaldt til session, viste det sig, at de af dem, som var undfanget før hungersnøden, men været fostre under hungersnøden og været små ved fødslen, stadigvæk var små ved sessionen. Men de børn, som var undfanget under hungersnøden, men haft den sidste del af fostertilstanden efter krigen med normal næring, var ofte overvægtige, og de havde senere højere risiko for at udvikle bl.a. type 2 diabetes og hjertekarsygdomme. Både tendensen til overvægt og dispositionen for sygdommene blev nedarvet til næste generation. De fostre, som var født under hungersnøden, og som derfor måtte udnytte den sparsomme næring bedre, fortsatte altså med at udnytte næringen bedre, med det resultat, at de blev overvægtige. De udviklede således i fostertilstanden en egenskab, der formentlig var nødvendig for overlevelsen, og denne egenskab blev hængende ved dem resten af livet og gik endda i arv.
Man kunne måske tro, at også deres gener var ændret, men det var ikke tilfældet. De opførte sig bare på en anden måde, med andre egenskaber for de berørte mennesker som resultat. Og denne anden måde at opføre sig på gik videre til de efterfølgende generationer. Det er således ikke bare genomets struktur, der bestemmer, hvad vi arver. Også resultaterne af en ydre påvirkning kan gå i arv. Genomet kan så at sige udvikles af de omstændigheder, vi udsættes for, og det nye udviklingstrin bliver fastholdt og videregivet til børnene.
Det forhold stiller spørgsmålstegn ved en af darwinismens grundpiller. I følge Darwin opstår der for levende organismer tilfældige variationer i løbet af evolutionen. De variationer, som ikke er så overlevelsesdygtige, dør efterhånden ud, medens de variationer, der er overlevelsesdygtige, får overtaget. På den måde sker der en udvælgelse af de bedst egnede, men for Darwin var det et afgørende dogme, at variationer, som bød sig til, opstod tilfældigt. Men det, der skete i Holland, tyder på det modsatte, nemlig at egenskaber udvikles mere hensigtsmæssigt og er målrettet mod at forbedre vores chancer for overlevelse. Det passer bedre med den teori, som den franske evolutionsbiolog Jean-Baptiste Lamarc gjorde sig til fortaler for, og som stod i modsætning til Darwins. Lamarc hævdede, at tilegnede egenskaber, altså det, organismen lærer sig i løbet af et liv, kan nedarves til kommende generationer.
Darwin har af historien fået æren af at være den, som var først ude med en evolutionsteori. Men det var i virkeligheden Lamarc, som fremlagde sin evolutionsteori først, allerede 50 år før Darwin. For Lamarc drejede det sig ikke så meget om kampen for overlevelse på bekostning af andre. Han så det mere som en slags samarbejdsproces mellem organismerne og deres omgivelser. De enkelte livformer udviklede sig, så de passede til omgivelser, altså ikke tilfældigt, som Darwin hævdede, men målrettet. Og det var for Lamarc et afgørende element, at denne målrettede tilpasning blev nedarvet til kommende generationer.
Den amerikanske forsker og forfatter Bruce Lipton er ikke i tvivl.Den moderne epigenforskning bekræfter Lamarcs idé om, at egenskaber, der bliver udviklet som et resultat af påvirkning fra omgivelserne, kan nedarves. Det betyder, at Darwins teori om, at udviklingen sker tilfældigt, og at det ud fra det til enhver tid tilfældige udvalg af arter sker en udvælgelse af de stærkeste, ikke holder. Hele evolutionen sker målrettet i en slags samarbejde med det miljø, som omgiver arterne. For nogle år siden ville det nærmest være videnskabelig helligbrøde at fremsætte et sådant udsagn. Der skyldes, at man gennem genetikkens historie har fokuseret ensidigt på DNA, som man i forsøg har isoleret fra celler. De reguleringsproteiner, der også var indeholdt i cellen, anså man ikke for betydningsfulde, og de blev simpelthen i mange tilfælde smidt ud. Ved ikke også at undersøge proteinerne, gik man glip af nogle af de resultater, som epigenetikken senere er kommet frem til. Med udviklingen af den epigenetiske forskning er flere og flere af de mest betydningsfulde forskere nået frem til at anerkende Lamarcs betydning.
Det er afgørende at undersøge opgavefordelinen mellem DNA’et og proteinet. Lipton henviser til forsøg, hvor en celles kerne, som rummer DNA’et, fjernes fra cellen, og hvor cellen lever videre indtil det punkt, hvor den skal reproducere sig selv. Det kræver nemlig en kerne med DNA, og Lipton opfatter kernen snarere som cellens kønsorgan end dens hjerne. De funktioner, vi forbinder med hjerneaktivitet, først og fremmest registrering af ændringer i det omgivende miljø og styringen af de processer, der er nødvendige, ligger i stedet i proteinet.
DNA-matricerne er ikke uforanderligt fastlagt fra fødslen, men kan modificeres af miljøet, og det er proteinerne, der udfører den opgave. Proteinerne er placeret i cellen, så de dækker over DNA’et, så den information, som ligger i genet bliver utilgængeligt. Men et signal fra omgivelserne kan få proteinerne til at ændre form eller ligefrem rive sig løs fra DNA’et. Når DNA’et dermed bliver blottet, laver cellen en kopi af det, og denne proces styres af reguleringsproteiner, som er i udveksling med det omgivende miljø. (Lipton: “Intelligente celler”, s. 70 ff.) Der er således 2 mekanismer, som organismen bruger til at videregive informationer: Selve DNA’et, som rummer det arvelige program, og proteinet, som giver bidrag fra det omgivende miljø.
Lipton sammenligner det med et TV-apparats prøvebillede. DNA’et er selve prøvebilledet, som ligger fast som et standardbillede. Proteinet er de knapper, som findes på apparatet (eller fjernbetjeningen), og som kan ændre farverne, ligefrem frasortere farveinformationen, så billedet bliver gråtonet, og ændre formen, så den kommer til at fremstå mere buet eller endda forvrænget. Proteinets rolle er ikke præget af tilfældigheder, men sker på baggrund af en læsning af det omgivende miljø, og derudfra udføres en handling, som sikrer, at cellen stadig er i samklang med miljøet og dermed fortsat sund og overlevelsesdygtig.
Som tidligere nævnt er cellen omgivet af en membram, som er en slags hud. I membramen danner proteinet små porte, der gør, at det miljø, som er inde i cellen, kan være i en vis udveksling med det miljø, som er udenfor. Gennem disse “proteinporte” passerer de molekyler, som proteinerne vælger ud, og de molekyler udgør cellens næring. Til at løse denne opgave findes 2 hovedtyper af proteiner.
1. Receptorproteiner, som virker som en slags meget små nano-antenner, og som reagerer på bestemte udefra kommende signaler. De går både ind i cellen, så de vedvarende kan overvåge cellens indre miljø, og udad, så de også kan overvåge omgivelserne. Receptorproteiner kan altså registrere ændringer i miljøet, men de kan ikke selv reagere på dem.
1. Effektorproteinet, som læser receptorproteinernes informationer og på den baggrund slipper udvalgte molekyler gennem cellens membram og regulerer cellens form og bevægelighed. Desuden kan effektorproteinet nedbryde eller syntisere molekyler.
Det helt afgørende ved rollefordelingen mellem DNA og protein er, at generne ikke kan styre deres egen aktivitet. Det gør proteinerne.
Lipton sammenligner også forholdet mellem genet og proteinet med det forhold, at der i en computer er en harddisk, som i lighed med generne lagrer informationerne, og en chip, der i lighed med proteinet udfører programmet og viderebearbejder informationerne. Her er det som nævnt et afgørende forhold, at det sker i sammenhæng med det omgivende miljø.
Udvekslingen mellem proteinet og miljøet har den karakter, at hvert eneste funktionelt protein er skabt som et komplimentært signal fra omgivelserne. De er altså enten fysisk eller elektromagnetisk komplementært med noget, der findes i det omgivende miljø, og det vil i sidste ende sige universet, eller - hvis man er religiøst anlangt - Gud. Igen bruger Lipton en forklarende sammenligning, hvor et TV-apparat er kroppen. Det modtager et signal og frembringer derved et billede. Men en dag går billedrøret i stykker - svarende til vores død. Ud fra et materialistisk grundsyn skulle man nu tro, at udsendelsen ikke længere fandtes. Det er jo den materialistiske opfattelse, at al sjælelig og åndelig aktivitet blot er udtryk for fysiske processer, og der derfor intet findes efter døden. Men i vores sammenligning findes TV-signalet naturligvis stadig, og hvis vi opstiller et andet TV-apparat, som er indstillet på nøjagtig samme måde, vil vi igen kunne se udsendelserne. Udsendelsen er nemlig ikke i selve TV-apparatet, men udenfor. TV-apparatet opfanger bare udsendelsen. Lipton drager nu den konklusion, at det åndeligt-sjælelige heller ikke findes i selve kroppen. Det fortsætter sit liv, efter at kroppen er død, og hvis en ny krop fødes, som genmæssigt er sammensat som den første krop, vil det sjæleligt-åndelige, som den første krop opfangede, også blive opfanget af den nye krop. Det er Liptons udgave af reinkarnationstanken, som han i kraft af sin forskning og tolkning af andres forskningsresultater anser for videnskabeligt bevist.
Men Lipton går et skridt videre: Ligesom vi kan modtage signaler fra omgivelserne, således kan vi også påvirke og ændre vores omgivende miljø. Det peger på et aktuelt problem. Den udelukkende materialistisk funderede videnskab, som Lipton anser for at være forældet, har gjort det muligt med en overvældende teknologisk udvikling. På alle områder skaber vi maskiner, der i stigende grad overtager menneskets tidligere funktioner, og den enorme handlingskapacitet, som det medfører, er ikke fulgt op af en tilsvarende moral eller ansvarlighed. Forurening, sult, krig, klimaforandringer, fremmedgørelse, kapitalens grådighed og vores betagelse af forbrug er forhold, som vi alle ved skaber efterhånden næsten uoverstigelige problemer, men vi mangler vilje til at ændre vores adfærd. Lipton peger på den yderligere fare, at vi kan gøre vores miljø så fremmed for os selv, at der på sigt måske ikke længere kan dannes proteiner, som er komplementære til det, som findes i miljøet udenfor os. Det kunne i yderste konsekvens betyde livets forsvinden fra jorden.
Men Lipton mener trods den klare advarsel, at der er grund til en vis optimisme. Han peger på, hvordan encellede organismer udviklede sig med stor fart efter jordens dannelse, og en stor variation opstod i den efterfølgende tid, i så stort tal, at der muligvis på et tidspunkt har været fare for overbefolkning. Men som en reaktion på denne situation, søgte de encellede organismer efter et nyt passende udviklingstrin, og det førte til, at de slog sig sammen i flercellede samfund. Evolutionen var startet, og mennesket står øverst på evolutionens stige. Lipton tror, at de nye belastninger med selvpåførte problemer og dertil overbefolkning med tiden - som en reaktion - vil kunne føre os yderligere et evolutionstrin op, så vi finder sammen i et virkeligt globalt samfund, som bygger på den religiøse erkendelse, der er en følge af den nyeste og den kommende forskning.
Det er en vision, som ligger milevidt fra den, som f.eks. Lone Frank opruller i sin bog “det nye liv”. Det er en debatbog om de muligheder, den nye bioteknologiske forskning skaber. Lone Frank gør sig til en varm fortaler for et “nyt” biologisk menneskesyn, og hun skælder i bogen ud på alle, der ikke deler hendes opfattelse. Bogen bærer ligefrem undertitlen “Opgør med usund speksis og politisk uansvarlighed”. Den usunde skepsis er den, hun møder hos den del af beslutningstagerne, som ønsker tid til at tænke sig om, inden der tages skridt til at tillade forskellige former for genmanipulationer, som hun opfatter som mulighed for at forbedre mennesket ad biologisk vej. Den politiske uansvarlighed ligger efter hendes opfattelse hos de politikere, som ikke sørger for, at lovgivningen giver frie muligheder for genetisk at manipulere med hele den biologiske verden, vi er en del af. Begge dele er udtryk for urationelle holdninger, for toget er kørt, og valget ligger i følge Lone Frank ikke mellem at lade udviklingen gå den ene eller den anden vej, men kun mellem at stige på eller blive efterladt.
Hendes vision om en helt ny opfattelse af naturen som sådan og specielt af mennesket kommer især til udtryk i det sidste kapitel. Her beskriver hun, hvordan muligheden for at manipulere med både kroppen, genomet og psyken vil føre til en friere fortolkning af individet. Der bliver mulighed for selv at planlægge og udføre en ændring ikke bare af kroppen, men også af sin personlighed ved hjælp af biologien. Livet skal ikke længere opfattes som noget fast, men snarere som en grundsubstans, som er flydende og manipulerbar. Og det vil være helt naturligt, at man udvikler nye hidtil ukendte biologiske væsner, som ikke er skabt ad naturlig vej, men ved hjælp af bioteknologi. Hele denne udvikling vil både føre til bedre, mere næringsrige fødevarer, så sulten udryddes, og til sundere mennesker, hvor sygdommene over tid forsvinder ved, at der kun fødes børn med gode gener, og endelig også til mere intelligente mennesker, som kan præstere mere og bedre. Når vi først endelig har forstået, at vi kun er biologi, vil der ikke længere være mentale hindringer for at kaste sig over en videnskabeligt baseret biologisk og mental udvikling af mennesket, der vil være så omfattende, at man kan tale om et fuldstændigt opgør med alle tidligere forestillinger om, hvem vi er og hvad vi kan.
Som så mange andre ateistiske idémagere før hende maler Lone Frank således et besnærende billede af Paradiset på Jorden. Men som i det bibelske Paradis er der også her slanger, selv om Lone Frank ikke selv er opmærksom på dem. Den første slange hedder “manglende ansvar”. I det bioteknologiske fremtidssamfund er det i følge Frank nødvendigt, at den nyvundne frihed følges op af ansvarlighed. Her ser Frank den største udfordring deri, at det enkelte menneske skal føle en forpligtelse til at skaffe sig den nødvendige forståelse af de bioteknologiske muligheder. Og parallelt hermed er det et krav, at politikerne gør det muligt, at ALLE kan begå sig i det nye samfund. Men Lone Frank giver ikke den ringeste antydning af, hvordan de to betingelser skal kunne opfyldes. Måske fordi det alligevel er indlysende, at man ikke kan stille sådanne krav. Man kan kun tage chancen, skubbe på udviklingen og håbe på, det går godt. Og så er der jo ikke på nogen måde længere tale om ansvarlighed.
Den anden slange hedder “vindermentalitet”. Lone Frank skriver direkte, at den uddannelsesmæssige indsats ikke er god nok, hvis man “skal gøre sig håb om at være blandt fremtidens økonomiske vindere” (s. 202). Der er selvfølgelig ikke noget galt i at ønske, at man som samfund skal kunne skabe et godt økonomisk grundlag for den videre udvikling. Men den opfattelse, som ligger i ordet “vindere” implicerer, at der også skal være nogle tabere, ikke mindst når ordet bruges i økonomisk sammenhæng. Den liberalistiske økonomiske grundopfattelse er beslægtet med darwinismen på den måde, at den bygger på en tro på, at det er bedst for udviklingen, hvis de stærke vinder på beskostning af de svage, og den ser udviklingen som en vedvarende kamp mellem vindere og tabere. Grundlæggende er det også en del af det biologiske menneskesyn, som jo netop bygger videre på darwinismen, og set i det lys er det selvfølgelig ikke underligt, at opdelingen af verdens forskellige samfund er en opdelinge af vindere og tabere, og at det gælder om at høre til vinderne. Men præmisserne bliver aldrig klargjort i Franks tekst.
Denne vindermentalitet skaber også et grundlag for eugenikken, hvor man på forskellige måder frasorterer de fostre, som bærer på uheldige gener, som vil skabe disposition for forskellige sygdomme eller måske lavere intelligens. Men eugenikken vil altid bygge på en bestemt opfattelse af, hvad der er en god og hvad der er en dårlig udvikling. Det er en opfattelse, som i det mindste delvist begrundes i erfaringer, og som derfor også vil cementere fortidens opfattelse af idealmennesket ind i fremtiden og efterhånden skabe ensartede mennesker. Og selv om Lone Frank selv flere steder udtrykker betænkelighed ved begrebet eugenik, er det alligevel det, hun lader indgå som en væsentlig del af sin fremtidvision.
En tredie slange kan vi kalde “at smide barnet ud med badevandet”. Ved at udvikle menneskets biologi, intelligens og personlighed ved hjælp af bioteknologi er der en nærliggende fare for, at der vil fremkomme en mennesketype, vi ikke længere vil kunne genkende som mennesker. Begrebet “menneskelighed” beskrives ikke i den nye bioteknologi, og i det hele taget er det et svævende begreb. Men ikke desto mindre står det centralt i vores fælles opfattelse af, hvem vi er, og området er flygtigt, forstået på den måde, at jo mere præcist man vil beskrive det, jo længere væk kommer man fra det. Ved at fastlægge et biologisk menneskebillede, skaber vi således på den ene side nogle muligheder for at manipulere os selv i den retning, vi godt kunne tænke os, men samtidig mister vi os selv, vores følelse af at være et bestemt individ med en bestemt identitet. I beskrivelsen af det fremtidige bioteknologiske Paradis indgår det derfor ikke, om mennesket, sådan som vi opfatter os selv, også har en plads i det, eller om vi i virkeligheden skal erstattet af nogle mere egnede biologiske væsener, som vi i løbet af nogle år har frembragt kunstigt eller ved en sammensmeltning af mennesket og noget kunstigt.
Både Bruce Lipton og Lone Frank ser optimistisk på fremtiden. Lone Frank tror på det genmanipulerede menneske som det, der skal føre udviklingen videre. Bruce Lipton tror tilsvarende på, at vi som menneskeart vil tage endnu et evolutionært skridt, som vil gøre os i stand til at føre udviklingen videre. Det er på den ene side to beslægtede opfattelser, men på den anden side også meget forskellige måder at se fremtiden på. Det ligger impliceret i Bruce Liptons fremtidsbillede, at det evolutionære skridt, han tror, mennesket i en ikke alt for fjern fremtid vil tage, bygger på en moralsk udvikling. Netop denne udvikling vil være helt central for fremtiden. Vi har udviklet vores videnskab så langt, at vi kan se næsten ubegrænsede muligheder i den. Men vi har ikke tilsvarende udviklet vores moralske egenskaber på en måde, der giver os evnen til at styre udviklingen i en konstruktiv retning. I stedet bruger vi vores viden til at udvikle krigsmaskiner, medens vi er ude af stand til at løse de konflikter, der er baggrund for krigsførelsen. Vi udvikler industri og prøver at skabe økonomisk vækst uden at være i stand til at stoppe forureningen og klimatruslen, og uden at spørge, om vi egentlig har brug for alle de varer, der produceres. Vi er vidne til sultkatastrofer i udviklingslandene og vil gerne hjælpe dem med nødhjælpspakker og indsamlinger, men samtidigt laver vi toldskranker, der hæmmer udviklingslandenes muligheder for at skabe en indtjening, og de multinationale selskaber trækker enorme værdier ud af de fattigste lande gennem skattespekulationer. Vi har allerede de teknologiske muligheder for at løse de fleste af de problemer, der martrer verden, men vi har ikke evnen til at ville det. Derfor er der ikke brug for det Paradis, Lone Frank beskriver. Det bygger på falske forudsætninger. Når hun giver udtryk for den opfattelse, at toget er kørt, og vi er nødt til at køre med, er det en underlig, opgivende holdning. Det er ikke et enten - eller. Vi kan vende tilbage til billedet, som Lipton bruger og som er nævnt tidligere i artiklen, billedet, hvor TV-apparatet er kroppen, og selve udsendelsen det sjæleligt-åndelige. Vi har ikke først og fremmest brug for at udvikle selve TV-apparatet, men derimod for at gøre udsendelserne bedre.
Jeg er enig med Lone Frank i, at undervisningen i fremtiden kommer til at spille en større og større rolle. Men jeg er ikke enig i retningen. Lone Frank mangler i sin fremstillingen opmærksomhed på hele den side af undervisningen, som er rettet mod det, man kan kalde “det hele menneske”. Det er nemlig ikke nok at skole den tankemæssige evne til at rumme komplekse og abstrakte begreber. Det passer bedre til den måde, man programmerer computere på, hvor man indlægger en kode, som rummer et program, som igen simulerer en slags begrebsmæssig tænkning og et bestemt reaktionsmønster. Evnen til empati, til at leve i spørgsmålene og give sig god tid til at finde svarene, og endda evnen til at stå overfor fænomener, som ikke kalder på begrebsmæssige svar, men i stedet på indlevelse. Evnen til at handle udfra en empatisk tilgang til andre menneskers liv, uden kalkulationer, men ud fra en trang til at give et bidrag ud fra, hvem man selv er. Evnen til taknemlighed overfor det at være i live og til at finde den kerne i sig selv, som man hele tiden, uanset udviklingsretning, kan identificere sig med. Evnen til at identificere det menneskelige i et medmenneske, uanset om det er sundt eller sygt, begavet eller hæmmet, egnet eller uegnet til overlevelse, og evnen til at lære af samværet. Alt det er evner, som det i fremtidens undervisning er nødvendigt at hjælpe frem, og det kan gøres ved at lægge en betydelig vægt på kunstneriske, sociale, filosofiske og religiøse fagområder, ikke forkyndende, men frit, og ved at betragte undervisningen i sig selv som en kunstart, hvor den enkelte lærer må investere sig selv og ikke nøjes med at være formidler af en vidensbank, som vi i vores kultur til fulde har bevist, vi ikke er i stand til at bruge konstruktivt.
Det betyder naturligvis ikke, at forskningen skal lægges på is. Men samfundet og dermed også forskerne skal være mere bevidste om, hvilken hensigt, forskningen har, og hvilket formål den tjener. Som det er nu, spiller profitten en alt for stor rolle som drivkraft i forskningen, og det passer som hånd i handske til den udvikling af et biologisk menneskesyn, der vælger at betragte mennesket selektivt, altså kun se bestemte sider og så tro, at det er det hele. Hvis toget er kørt, og vi er efterladt på perronen, er det fordi, det er et helt andet tog, vi skal med. Det bioteknologiske tog, som Lone Frank ønsker, vi skal stige på, kan nemlig bedst sammenlignes med det tog, som kører Pinocchio til Slaraffenland, hvor alle ender med at blive til æsler. Genomet er ikke vores skæbne, og vi skal ikke parkere vores identitet som mennesker i genomet. I stedet skal vi bestræbe os på i langt højere grad at udvikle os selv og vores kultur i retning af bedre moral og bedre social indlevelse og handlekraft. Genteknologien er en vanskelig videnskab, men den moralske udvikling er meget vanskeligere og langt mere nødvendig. Genomet er ikke vores skæbne - men det kan det blive, hvis vi ikke forhindrer det.
Tom Horn