Menneskesyn

Tænkning og  kunstig intelligens


Det er en afgørende egenskab ved os mennesker, at vi har en trang til at forstå den verden, vi lever i. Vi er ikke tilfredse med blot at have vænnet os til at leve omgivet af en ydre verden og dens naturlige lovmæssighed, samtidig med at vi oplever os selv indefra, både som adskilt fra denne verden og som værende en del af den. Vi oplever alle, at vi har et jeg, og at der er en verden, der omgiver dette jeg.


For at forstå og overvinde denne modsætning, må vi vende os mod tænkningen. Ved at gøre det ydre til genstand for tænkning, altså ved at indlemme den ydre verden i vores tankeindhold, kan vi overvinde denne modsætning. Tænkningen bliver den erkendelsesmæssige bro mellem vores indre og den ydre verden.


For at kunne tænke over noget, må vi først konstatere dets tilstedeværelse og udformning. Det gøres ved iagttagelse. Der er en modsætning mellem iagttagelse og tænkning. Det, som iagttages, forløber uafhængigt af iagttageren. I det øjeblik, jeg derimod tænker over det iagttagne, vil jeg danne mig begreber om det, der sker, og denne proces beror på min egen aktivitet. Som vi kan iagttage og tænke over andre ting og forhold, således kan vi også iagttage og tænke over tænkningen. Vi vil da se, at det, der skaber forbindelsen mellem vores tanker, er deres eget indhold og ikke f.eks. tænkningens fysiologiske grundlag eller andet. Derfor har der også ofte været gjort forsøg på at finde lovmæssigheder for tænkningen.



Logik


I middelalderen skriver logikeren Robert Kilwardby herom: "Eftersom der i forbindelse med filosofiske emner var mange modstridende meninger og derfor også mange fejl (fordi modstridende meninger ikke kan være sande på samme tid), indså betænksomme folk, at dette skyldes mangel på oplæring i ræsonneren, og at der ikke ville opstå nogen sikkerhed uden oplæren i ræsonneren. Og derfor studerede de ræsonneringsprocessen for at reducere den til en videnskab, og således etablerede de denne videnskab (logik), ved hjælp af hvilken de organiserede både videnskaben selv og alle andre videnskaber..."

De betænksomme folk, Kilwardby her henviser til, er de gamle græske filosoffer, som grundlagde logikken. Kilwardby gør sig herved til talsmand for den opfattelse, som har gjort sig bredt gældende lige siden, at tænkningens lovmæssigheder er beskrevet mest præcist i logikken, altså i de regler, der gælder for, hvordan man ræsonnerer.


I den klassiske logiske slutning opstilles først nogle præmisser. Præmisserne beskriver nogle almindelige vedtagne opfattelser af verden. Er man ikke enige om præmisserne, kan der ikke drages nogen logisk slutning, der har gyldighed. Et eksempel på en præmis, som alle vel let kan blive enige om, er følgende: Alle mennesker er dødelige. Det betyder, at hvis vi tilhører den gruppe væsner, der kaldes mennesker, så er vi dødelige. Det udelukker ikke, at andre grupper, f.eks. dyrene, også kan være dødelige. Derimod udelukker det fra vores fælles opfattelse, at der findes mennesker, som ikke skal dø, eller sagt på en anden måde: Findes der væsner, der ikke skal dø, er de ikke mennesker.

Ved at sammenstille 2 eller flere præmisser, kan der drages en logisk slutning. Indholdet af denne logiske slutning er ikke i sig selv indeholdt i præmisserne, men tilføjes ved hjælp af tænkningen. Indholdet af den logiske slutning vil altid være den samme, hvis præmisserne er de samme, og heri ligger der en objektivitet i logikken, som netop gør, at dens lovmæssigheder kan beskrives.

Det mest berømte logiske udsagn stammer fra Aristoteles og tager netop udgangspunkt i den præmis, at alle mennesker er dødelige. Det lyder således:


præmis 1:            Alle mennesker er dødelige

præmis 2:            Sokrates er et menneske

Slutning:            Altså er Sokrates dødelig


Det afgørende ved den logiske slutning er, at alle kan bringes til at indse den. Indser man den ikke, skyldes det, at man ikke tænker korrekt. Logikken er således entydig og følger altid bestemte regler. Følger man ikke de regler, bliver slutningen forkert, hvilket vil sige, at slutningen ikke er sand. Et eksempel herpå findes i Holbergs komedie "Erasmus Montanus". Erasmus er vendt hjem til sin fødeby efter at have studeret i udlandet, og han vil gerne bryste sig af sin studerethed. Derfor siger han til sin moder, at han kan bevise hvad som helst. F.eks. kan han bevise, at moderen er en sten. Det gør han på følgende måde:


præmis 1:            En sten kan ikke flyve

præmis 2:            Morlille kan ikke flyve

Slutning:            Altså er morlille en sten


Hans moder bliver dybt ulykkelig og beder ham om at forvandle hende tilbage til et menneske. Men Erasmus har gjort sig skyldig i en formel logisk fejl. Ved at tillægge to grupper en fælles egenskab, altså ved at tillægge gruppen af sten og gruppen (med bare et medlem) af Erasmus’ moder den fælles egenskab, at de ikke kan flyve, kan man naturligvis ikke drage den slutning, at de to grupper er identiske.


Logikken har gennem tiderne udviklet sig således, at der stadig er blevet tilføjet nye elementer, og bl.a. har logikken haft stor betydning for den datalogiske forskning, f.eks. i den disciplin, som kaldes maskine-menneske-interaktion.



Nysprog - programmeringssprog


Logikkens metode består altså i først og fremmest at fastlægge en fælles virkelighedsopfattelse i præmisserne og først derefter at lade reglerne for slutningen være bestemmende for konklusionen. Der ligger heri indbygget en indsnævring af bevidsthedsfeltet, som i logiksammenhæng er en nyttig del af en metode, men som anvendt bredere kan blive en afgørende hæmning for den menneskelige erkendelse.


De mulige politiske og samfundsmæssige virkninger af det forudså Eric Blair alias George Orwell, da han efter 2. Verdenskrig skrev sin berømte fremtidsroman 1984. Heri beskrives en verden, hvor den politiske undertrykkelse støttes af et særdeles effektivt redskab, nemlig tankekontrol. For at kunne gennemføre en virkelig kontrol af borgernes tankevirksomhed, er det nødvendigt at skabe et helt nyt sprog, som både skal gøre det nødvendigt, at fortiden kun kan forstås gennem oversættelse og fortolkning, fordi kilderne ikke længere kan læses direkte, og at der sprogligt dannes en helt ny begrebsverden, der skal reducere nuancerne i opfattelsen af verden til noget helt entydigt. Bogens helt, Wilson, har en samtale med en af de vigtigste medarbejdere, Syme, til denne omformning af sproget til Nysprog, og den forløber således:


"Hvordan går det med ordbogen, spurgte Wilson og hævede stemmen for at overdøve støjen.


Det går langsomt fremad, sagde Syme. Jeg er ved adjektiverne. Det er meget interessant.

Så snart ordet Nysprog blev nævnt, lyste hans ansigt op. Han skubbede skålen til side, tog sin humpel brød i den ene hånd og osten i den anden og lænede sig over bordet, så han ikke behøvede at råbe.


Den 11. udgave bliver den endelige, sagde han. Vi er omsider ved at få den helt rigtige form på sproget - den form, det skal have, når der ikke tales andet. Når vi er færdige med den, må folk lære det helt forfra igen. Du tror sandsynligvis, at vores vigtigste opgave er at opfinde nye ord, men det er slet ikke rigtigt! Vi afskaffer ord, i snesevis, i hundredvis, hver dag. Vi skærer alt det overflødige væk. Den 11. udgave kommer ikke til at indeholde et eneste ord, som forældes før 2050.....Det er en vidunderlig beskæftigelse at afskaffe ord. Naturligvis er langt de fleste overflødige ord verber og adjektiver, men der er også hundreder af substantiver, der kan undværes, ikke blot synonymerne, men også antonymerne. Hvad berettigelse har et ord, som simpelthen er det modsatte af et andet ord? Et ord indeholder i sig selv det modsatte. Tag f.eks. "god". Hvis man har et ord som "god", hvad brug har man så for et ord som "dårlig". "Ugod" er akkurat lige så godt - ja, faktisk bedre, fordi det betegner nøjagtig det modsatte, og det gør det andet ikke; og hvis man skal bruge et stærkere udtryk end "god", er der så nogen mening i at have en hel række uklare og unyttige ord som f.eks. "fremragende" og "storartet"? "Plusgod" dækker meningen; eller "dobbeltplusgod", hvis man har brug for noget stærkere. Vi bruger jo de former allerede, men i sin endelige skikkelse vil Nysprog ikke indeholde andre. Til den tid vil hele begrebsområdet "god/dårlig" være dækket af kun seks ord - ja, i virkeligheden kun eet ord. Kan du ikke se det vidunderlige i det, Winston?..."



Blair var så optaget af Nysprog, at han til bogen tilføjede et lille appendix, hvori han beskrev hovedregler for sproget. Han tillagde det netop så stor vægt som redskab i diktaturstaten, fordi sprog og tænkning hører nøje sammen. Den tanke, der ikke sprogligt kan formuleres, kan heller ikke tænkes fuldt bevidst, og efterhånden vil den dø bort. Ved at reducere sproget, reduceres tankemulighederne også, og derved opnås kontrol ikke bare med borgernes politiske adfærd, men med selve kilden til den: deres tankeliv.


Sprogets rolle i den moderne medieverden er, som Blair forudså, af afgørende betydning. Men det er dog trods alt næppe en bestræbelse i det moderne samfund at reducere vores sprog, så den retning, vores tanker kan tage, derved reduceres. Og dog. På ét område gør det sig alligevel gældende, nemlig for det sprog, der bruges til computerprogrammering.


Moderne programmeringssprog bygger i vid udstrækning på de principper, som sprogforskerne i Blairs skrækvision af et samfund lagde til grund for deres Nysprog. Kun ved at bruge så få sproglige elementer som muligt og gennem fuldstændig sproglig entydighed kan det lade sig gøre at skrive en kode, der kan danne grundlag for en computers funktioner.


Og selv om vi som computerbrugere ikke direkte har berøring med den sproglige kode, der ligger til grund for computerprogrammerne, så er vi hele tiden i kontakt med de muligheder, som dette reducerede sprog betinger. Vi lærer at tilpasse os programmernes muligheder og grænser, så det i stigende grad er styrende for hvilke opgaver, vi påtager os at løse, og den måde, vi løser dem på.



Kunstig intelligens


Matematikeren Alan Turing (1912-1954) er en af pionererne indenfor datalogisk forskning. Han var under anden verdenskrig beskæftiget med at bryde koderne i de tyske meddelelser, det engelske efterretningsvæsen opsnappede, og de erfaringer, han her havde gjort, dannede grundlaget for hans opfattelse af, at en programmerbar maskine kunne simulere andre maskiner. Han ønskede at konstruere en computer, der ikke i sig selv var specialiseret til noget bestemt, men først blev gjort færdig, når der blev indlæst et program på den, og det fik ham til at overveje, om man kunne konstruere en maskine, der i sine reaktioner fuldstændig simulerede et menneske.


Yderligere fremsatte han den tanke, at en maskine, der kunne dette, så også havde menneskelige egenskaber. Til grund for den opfattelse lå naturligvis et bestemt menneskesyn. Det specifikt menneskelige var for Turing den menneskelige intelligens og bevidsthed. Skulle man opfatte et andet menneskes tanker, måtte det ske gennem en eller anden form for sproglig kommunikation. En menneskesimulerende maskine skulle altså kunne kommunikere sprogligt på en menneskelignende måde.


Den videre forskning på dette område inddrog også nye teorier indenfor psykologi og ikke mindst lingvistik, sprogvidenskab. Simuleringen skulle ligge i de programmer, man skrev til maskinerne, og den kom efterhånden til mere og mere at bygge på sammenhængen mellem viden og logik. I den logiske slutning er viden afgørende for de præmisser, vi kan stille op. Den logiske slutning, som følger bestemte regler, er derefter bestemmende for konklusionen. Den type præmisser kunne sagtens rummes i et computerprogram, så man gennem præmisserne beskrev en afgrænset, redigeret del af en helhed, og det skulle så danne grundlag for de problemløsninger, programmet ved at følge bestemte slutningsregler skulle kunne komme frem til. Dette skabte et helt nyt kapitel i computerens udviklingshistorie. Nu kunne den bruges som redskab til problemløsninger, ikke ved hjælp af beregninger, men ved at simulere logiske slutninger.


Et af de programmeringssprog, der blomstrede op i forbindelse med denne udvikling, var sproget PROLOG, Programming in Logic. De første udgaver af sproget blev udviklet af forskere knyttet til Cambridge universitetet, og det har en række fællestræk med Nysprog, bl.a. den afgrænsede brug af begrebsbeskrivelser.


I sproget indgår forskellige elementer. Et af dem er facts, der i den klassiske logik svarer til præmissen. Et andet er Variable, der betyder et ubekendt betydningsindhold i præmissen repræsenteret af et tegn. Et tredje er Questions", altså det spørgsmål, der skal starte den simulerede logiske slutning.


Et fact består af et sprogligt udsagn, der rummer et prædikat og et eller flere argumenter. Skal man f.eks. formulere, at alle mennesker er dødelige, gøres det således:


dødelig(mennesker).

hvor ordet dødelig er prædikatet, og mennesker er et argument.


Vil man dertil føje, at Sokrates er et menneske, skrives det således:

menneske(sokrates).


hvor prædikatet er ordet menneske, medens sokrates er argument.


Vi har altså de to præmisser fra Aristoteles’ klassiske logiske slutning, og skal formulere en logisk regel, der kan danne grundlag for, at computeren kan nå frem til den logiske slutning. Det gøres således:


dødelig(X);menneske(X).


Tegnet X er "med stort", og det betyder, at det er en Variable. Tegnet semikolon betyder, at det første udsagn er opfyldt, hvis det sidste gælder.


Reglen siger altså følgende: Hvis elementet X tilhører gruppen "menneske" (placeret som prædikat i præmis 2), så tilhører elementet X også gruppen "dødelig" (placeret som prædikat i udsagn 1).


Vi har altså nu i PROLOG opbygget en database bestående af to facts og en regel, og nu kan vi stille spørgsmålet:


dødelig(sokrates)?


Det vil medføre svaret "ja" fra computeren.


Dette lille eksempel er jo så enkelt, at det virker meningsløst at ville bruge en computer til at finde svaret. Men kombinerer man en række af den slags facts og regler, vil man kunne opbygge en meget kompleks database, der vil kunne simulere logiske slutninger på en måde, der umiddelbart opleves som en menneskelig intelligens.


Det er dette princip, der ligger bag opbygningen af kunstig intelligens, som altså i selve den programmeringssproglige formulering bygger på principper, der minder om dem, der ligger til grund for Nysprog, og som i opstillingen af regler, der skal gælde for programmernes virkemåde, minder om den logiske slutning. I den database, som består af rækken af facts og regler, beskrives en fiktiv virkelighed, som defineres af programmøren og som er afgørende for, hvilke opgaver programmet kan udføre.


At alt det beskrevne således er kunstigt, ved alle jo godt, både programmører og brugere. Men at programmerne på dette fiktive grundlag bruges i den virkelighed, som er fyldt med levende mennesker, til at løse arbejdsopgaver og problemer, som måske spiller en afgørende rolle for menneskers tilværelse, er vi langt fra altid fuldt bevidst om.


Udviklingen af kunstig intelligens fortsætter med stadig højere hastighed, og allerede i dag gælder det, at ingen længere kan overskue, hvad det vil udvikle sig til. Robotter, der kan udføre alle tænkelige opgaver, udvikling af cyborgs, som er en blanding af menneske og maskine, virtuel reality, som er virkelighedstro simuleringer af snart sagt alt; det hele er på tegnebordet og delvist udviklet, og det sker i sammenhæng med udviklingen af moderne hjerneforskning og genteknologi og også ofte knyttet til den ekspanderende underholdningsindustri.



Menneskelig tænkning


Udvikling af kunstig intelligens, og især selve det, at det har kunnet lade sig gøre at simulere en bestemt type tænkning, stiller os som mennesker et udfordrende spørgsmål:


Hvad er forskellen på vores tænkning og computerens simulering?


Spørgsmålet bliver yderligere udfordrende, når det ses i sammenhæng med visse grene af den moderne hjerneforskning. Her har man ihærdigt forsøgt at kortlægge det fysiologiske grundlag for tænkningen i hjernen, og den opfattelse er fremherskende, at de svage elektriske impulser, som ledsager eller fremkalder tænkningen, alt efter hvilket grundsyn man anlægger, er af binær karakter. Det vil sige, at der er tale om et mønster af forbindelser mellem hjerneceller, som enten er “tændt” eller “slukkede”, altså er der enten forbindelse eller der er ikke forbindelse. Det kommunikationsmønster, der derved opstår mellem cellerne har nøje forbindelse med vores tænkning.


Det forhold er beslægtet med den måde, en computer virker på. Her er der også tale om, at hardwaren, altså processoren, består af en række mikroskopiske kontakter, der enten er tændte eller slukkede. Et computerprogram består af en instruktion til processoren om, hvilke kontakter, der skal være slukkede, og hvilke der skal være tændt, og der opbygges på denne måde en proces af skiftende kommunikationsmønstre, der bestemmer forløbet af det computerprogram, man betjener sig af.


Man kan altså godt finde ligheder mellem computerens opbygning og menneskets hjerne. Det er i og for sig ikke så underligt. Computeren er jo en menneskelig opfindelse, og som ved alle menneskelige frembringelser ligger der en vis grad af projektion af det menneskelige i det frembragte. Der er altså snarere tale om, at computeren har en vis lighed med en menneskelige hjerne end det modsatte, og det er ikke uden betydning for, hvordan vi opfatter vores tænkning i forhold til den kunstige intelligens.


Den kunstige intelligens afspejler således uden tvivl den menneskelige tænkning. Men den menneskelige tænkning rummer en lang række muligheder, som ikke findes i den strengt logisk baserede kunstige intelligens. Frem for alt ligger det dybt i os, at vi altid knytter en hensigt til vores tanke. Vi forbinder os gennem tænkningen med verden, og vi forholder os til det, vi møder, på en sådan måde, at vi har ønsker til, hvordan det videre skal forme sig. Her tilføjes et moralsk aspekt til den menneskelige tænkning, som aldrig kan være neutral i betydningen hensigtsløs, men nok kan være objektiv.


Videnskabsjournalisten Lone Frank fortæller i sin bog “Den femte Revolution” om, hvordan hun i forbindelse med et forskningsprojekt skal have undersøgt, hvordan hun ud fra sin moral vil handle i bestemte tænkte situationer. Hun får opstillet et scenarie og skal altså vælge, hvordan hun vil agere, dog således, at hun må vælge mellem fastlagte muligheder.


Som et eksemplet beskriver hun, hvordan hun skal forestille sig, at hun kan få et tog til at skifte spor ved at trække i et håndtag. På det ene spor befinder sig 5 mennesker, som vil blive dræbt, hvis hun ikke trækker i håndtaget, På det andet spor er der kun et menneske, og han vil dø, hvis hun trækker i håndtaget. Hvad skal hun vælge?


Eksemplet illustrerer meget godt forskellen på en kunstigt opsat virkelighed og den situation, man befinder sig i i det virkelige liv. Hvis alt andet er lige, må man i eksemplet nødvendigvis vælge den mulighed, der koster færrest menneskeliv. Det valg er ikke et ægte moralsk valg, men en simpel kalkulation, som netop en computer kan udføre lige så godt som et menneske.


I det virkelige liv er de afgørende valg aldrig eller meget sjældent enten-eller-valg. Langt hovedparten af vores valg er eksistentielle, forstået på den måde, at vi kan vælge at acceptere vores livssituation, så vi tager ansvaret for den og bygger videre på den, eller vi kan lade være og lade stå til, så vi let kan miste retningen i vores liv. Når vi vælger at tage ansvaret for vores liv, bliver vores tænkning hensigtsmæssig, vores videre valg, som er baseret på det, vi tænker, kan være moralsk bestemt, og vores fantasikræfter, som skal hjælpe os med at finde vej videre i vores liv, bliver en integreret del af tænkningen.


Hvis vi betragter os selv som en hjerne, med en tænkning, der kun er baseret på binær kommunikation mellem hjerneceller, og derved holder op med at tillægge tankeindholdet en selvstændig betydning, bevæger vi os bort fra en forståelse af den menneskelige tænkning. Ikke alene er det i erkendelsesmæssig sammenhæng en tvivlsom affære, men det sætter også let en ubehagelig retning for vores arts videre udvikling.


Erkendelsesmæssigt må tankeindholdet være det afgørende. Og vores tankeindhold kan rumme både vores indre selvoplevelse og den ydre verden, der omgiver os, og derved på en gang forbinde os med virkeligheden og skabe mulighed for at realisere den hensigt, der ligger i vores tanker.


Tom Horn